Den forløbne uge har
været relativt begivenhedsløs. Vi har naturligvis undervist og forberedt os,
som vi plejer. Og lavet aftensmad. Og sovet. Og set Vikings….. :) Og
DR-programmer (Chris McDonald er vores helt). I tirsdags havde vi en
skype-aftale med vores praktikvejleder i Danmark, Elisabeth. Vi fik luft for
vores undren og fik snakket om nogle mulige emner til praktikopgaven. Hun kom
med nogle interessante pointer og tilgangsvinkler, så det var en god og ret
vejledende vejledning. Det er altid rart at have gode vejledere, og vi har en halv time mere med hende, når vi kommer hjem.
Senere samme dag var vi inviteret til aftensmad hos
Súsanna - det er hendes 4. klasse, vi har til engelsk, og det var hendes hus,
vi lånte i Tórshavn. Det passede med, at hun kunne få nøglen tilbage, og så
havde vi sørget for at købe en pose kaffe og lidt chokolade som 'tak for lån'.
Súsanna (og måske hendes mand, Sigmund?) havde lavet skønne kalvefrikadeller,
torsk i fad (fanget af Sigmund) og den lækreste champignonsauce. Vi blev enige om, at vi nok ikke har spist
bedre end det, siden vi kom. Mums og hurra for god mad! :)Vores vært havde også
produceret en masse lækre snacks (blandt andet Mars-Rice-Krispie-klumper), som
vi indtog mens vi hørte hende og en anden af lærerne fra skolen fortælle om
deres tid på seminariet i Tórshavn. Det havde gået i klasse sammen og været i
byen torsdag, fredag, lørdag og søndag. Bom. Skøre damer.
Torsdag var Marie og
Nanna til midtvejsevaluering/samtale med Karin Maria (vi har overtaget hendes
dansktimer i 5. klasse). Hun sagde, at vi klarede det rigtig godt. Det tog ikke
ret lang tid, så snakken gik på andre ting, og vi kom vidt omkring både sørgelige,
skægge og forfærdelige emner.
Så blev det fredag!
Vi var på tur til en kulmine i nærheden af Hvalba - en af de nordlige bygder
(der, Marie og Nanna vandrede til sammen med 10. klasserne sidste fredag). Det
er den eneste fungerende kulmine på Færøerne, og her er blevet drevet minedrift
siden 1770'erne. Det var vores ven Póla i turistinformationen, der havde hooket
os op med den lokale kulmineguide. Han er lidt en sær snegl, men han fortalte
en masse gode historier. Vi er ikke sikre på, hvad han hedder, men han bor ikke
så langt fra os, så han kom og samlede os op og fragtede os til Hvalba.
Vores
guide kaldte minen et "levende museum", og levende skal vi da love
for, at det var - da vi ankom havde de to minearbejdere, som er ansat der, lige
sprængt. Det resulterede i, at minen var tæt af røg, men det tilføjede bare
lidt mere autentisk stemning til situationen. Vi blev alle tre udstyrede med en
lommelygte hver, og så var vi åbenbart godt nok udstyret til at bevæge os ind i
mørket. Så det gjorde vi. Gennem den smalle, meget fugtige mine gik det indtil
vi kom til det sted, sprængningen var gået af. Det lugtede af nytårsaften i
hele hytten. Vi fik lov til at vriste et stykke kul fri af væggen og putte det
i lommen. Det var ret nice. Så syntes guiden vi havde set nok, og han ledte os
ud igen og ind i bilen.
Egentlig troede vi, at det var det, men han kørte os
ikke tilbage til Tvøroyri. Derimod skulle vi lige et smut forbi skolen i
Hvalba, hvor han havde arbejdet som lærer, før han blev pensioneret. Det var
lidt underligt, men det var da fint nok at se en anden skole også. Da vi
(omsider) kom ud i bilen igen, troede vi, at vi skulle hjem. Men vores guide
havde andre planer. Han drejede af den eneste vej, der forbinder Hvalba og
Tvøroyri og kørte helt ud til vestkysten. Her var ret flot, og man kunne
virkelig se, hvor vildt havet var, når bølgerne slog ind over klipperne.
Så kørte vi hjemad.
Dog havde vi lige et enkelt stop på vejen tilbage - vores guide holdt ind til
siden og pegede på et hus. Her blev den gæve Jakob Haugaard åbenbart født. Der
kan man bare se. Vi følte os lidt stalker-agtige, da vi sad og stirrede på et
hus, hvor en semi-kendis engang lå og var helt nøgen og nyfødt. Men det er nu
meget sjovt, at vi kan prale med, at vi har set, hvor ham den skøre, gamle mand
blev født.
Det var jo fredag,
så vi skulle naturligvis have pizza. Denne gang blev det dog fra det lokale
pizza/kebab-sted. Troede vi. Man skal åbenbart ikke skue butikken på hårene,
for selvom der står "Jamie's" på facaden, og selvom man kan besøge
deres hjemmeside, så findes Jamie's åbenbart ikke mere. Fandt vi ud af. Da vi
gik derned for at bestille det, vi havde bestemt os for. Så det kunne vi
naturligvis ikke få. Men de havde da noget andet. Så vi bestilte noget andet.
Og det var lækkert! Heldigvis.
Lørdag var stille og
rolig. Marie og Nanna startede ud med en fjeldtur, fordi solen skinnede. Og vi
har lært at få fingeren ud, så snart det er nogenlunde vejr. Turen stod på
bestigning af en stejl kløft op til toppen af bjerget, der tårner sig over os lige
i baghaven. Derudover har vi været så ambitiøse at give både 7. og 8. klasse en
engelsk skriftlig aflevering for. Dét i sig selv lyder måske ikke specielt
ambitiøst, men det indebærer en voldsom mængde arbejde for os i form af
intersprogsanalyser, konsultation med ordbøger og grammatikbøger, og hvad der
ellers følger med en omgang rettearbejde. Så det brugte vi resten af lørdagen
på. Og næsten hele søndag også. Det var en lærerig weekend, der trak tænder ud.
Dog afsatte vi tid til at tage til gudstjeneste søndag formiddag. Maries 2.
undervisningsfag er Kristendomskundskab, så hun syntes det kunne være mega
spændende at opleve en gudstjeneste heroppe. Nanna og Henrik var også
nysgerrige, så vi gjorde det til en gruppe-ting. Vi var så heldige, at der var
et lille barn, der skulle døbes lige præcis i søndags! Han kom til at hedde
Jákub. Det hele virkede lidt mystisk, for der var kun damer med oppe ved
døbefonden.
Først blev vi enormt overraskede og troede, det var et lesbisk par,
der skulle have døbt deres kærlighedsbarn. Men under dåben var der en af
mændene, som også sad oppe foran og var kommet ind sammen med damerne, som blev
ved med at svare præsten med "Amen". Så måske var han faren? Vi ved
det ikke!
Udover det, var gudstjenesten meget lig en gudstjeneste i Danmark
bortset fra, at der var lidt flere mennesker. Det er en hyggelig trækirke -
meget flot lavet og enkel i sit udtryk. Den er fra 1907 og stammer fra Norge,
hvor den blev produceret som et samlesæt. De ved tydeligvis, hvad de laver i
Norge, for kirken står her endnu.
I dag har vi taget
hul på den allersidste uge af vores udlandspraktik. Tiden er gået alt for
hurtigt, og vi ville gerne have blevet her i seks uger mere! Men det er vel
bare et godt tegn på, at vi er havnet på den rette hylde. Selvom vi kommer til
at savne børnene og lærerne og roen, så bliver det nu dejligt nok at komme hjem
til Danmark igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar